Job 37

Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!

Da, od toga i moje srce drhti i s mjesta svoga iskočiti hoće.

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

Čujte, čujte gromor glasa njegova, tutnjavu što mu iz usta izlazi.

Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

Gle, munja lijeće preko cijelog neba - i sijevne blijesak s kraja na kraj zemlje -

efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.

iza nje silan jedan glas se ori: to On gromori glasom veličajnim. Munje mu lete, nitko ih ne priječi, tek što mu je glas jednom odjeknuo.

Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

Da, Bog gromori glasom veličajnim, djela velebna, neshvatljiva stvara.

Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"

Kad snijegu kaže: 'Zasniježi po zemlji!' i pljuskovima: 'Zapljuštite silno!'

For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

svakom čovjeku zapečati ruke da svi njegovo upoznaju djelo.

De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

U brlog se tad zvijeri sve uvuku i na svojem se šćućure ležaju.

Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

S južne se strane podiže oluja, a studen vjetri sjeverni donose.

Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

Već led od daha Božjega nastaje i vodena se kruti površina.

Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;

I opet vodom puni on oblake, i sijevat' stanu oblaci munjama;

det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

kruže posvuda po volji njegovoj, što im naloži, to će izvršiti na licu cijelog kruga zemaljskoga.

hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.

Šalje ih - ili da kazni narode, ili da ih milosrđem obdari.

Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

Poslušaj ovo, Jobe, umiri se i promotri djela Božja čudesna.

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

Znaš li kako Bog njima zapovijeda, kako munju iz oblaka svog pušta?

Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

Znaš li o čem vise gore oblaci? Čudesna to su znanja savršenog.

Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

Kako ti gore od žege haljine u južnom vjetru kad zemlja obamre?

Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

Zar si nebesa s njim ti razapeo, čvrsta poput ogledala livenog?

Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.

DÓe naputi me što da mu kažemo: zbog tmine se ne snalazimo više.

Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

Zar ćeš mu reći: 'Hoću govoriti'? Ili na propast vlastitu pristati?

Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

Tko, dakle, može u svjetlost gledati na nebesima što se sja blistavo kada oblake rastjeraju vjetri?

fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

Sa sjevera k'o zlato je bljesnulo: veličanstvom strašnim Bog se odjenu!

og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

Da, Svesilnog doseći ne možemo, neizmjeran je u moći i sudu, velik u pravdi, nikog on ne tlači.

derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.

Zato ljudi svi neka ga se boje! Na mudrost oholu on i ne gleda!"