Job 16

Job progovori i reče:

Da tok Job til orde og sa:

"Koliko se takvih naslušah besjeda, kako ste mi svi vi mučni tješioci!

Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.

Ima li kraja tim riječima ispraznim? Što te goni da mi tako odgovaraš?

Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?

I ja bih mogao k'o vi govoriti da vam je duša na mjestu duše moje; i ja bih vas mog'o zasuti riječima i nad sudbom vašom tako kimat' glavom;

Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;

i ja bih mogao ustima vas hrabrit', i ne bih žalio trud svojih usana.

jeg kunde styrke eder med min munn, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.

Al' ako govorim, patnja se ne blaži, ako li zašutim, zar će me minuti?

Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?

Zlopakost me sada shrvala posvema, čitava se rulja oborila na me.

Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.

Ustao je proti meni da svjedoči i u lice mi se baca klevetama.

Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.

Jarošću me svojom razdire i goni, škrgućuć' zubima obara se na me. Moji protivnici sijeku me očima,

Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.

prijeteći, na mene usta razvaljuju, po obrazima me sramotno ćuškaju, u čoporu svi tad navaljuju na me.

De spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig.

Da, zloćudnicima Bog me predao, u ruke opakih on me izručio.

Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.

Mirno življah dok On ne zadrma mnome, za šiju me ščepa da bi me slomio.

Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.

Uze me za biljeg i strijelama osu, nemilosrdno mi bubrege probode i mojom žuči zemlju žednu natopi.

Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.

Na tijelu mi ranu do rane otvara, kao bijesan ratnik nasrće na mene.

Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.

Tijelo sam golo u kostrijet zašio, zario sam čelo svoje u prašinu.

Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet;

Zapalilo mi se sve lice od suza, sjena tamna preko vjeđa mi je pala.

mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.

A nema nasilja na rukama mojim, molitva je moja bila uvijek čista.

Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.

O zemljo, krvi moje nemoj sakriti i kriku mom ne daj nigdje da počine.

Å jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser!

Odsad na nebu imam ja svjedoka, u visini gore moj stoji branitelj.

Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.

Moja vika moj je odvjetnik kod Boga dok se ispred njega suze moje liju:

Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,

o, da me obrani u parbi mojoj s Bogom ko što smrtnik brani svojega bližnjega.

at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;

No životu mom su odbrojena ljeta, na put bez povratka meni je krenuti.

for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.