Job 37

Ja, over dette forferdes mitt hjerte og hopper i mitt bryst.

Hør, hør braket av hans røst og det drønn som går ut av hans munn!

Under hele himmelen lar han det fare, og han sender sitt lys til jordens ytterste ender.

Efterpå brøler røsten, han tordner med sin veldige røst; han holder ikke lynene tilbake når hans røst lar sig høre.

Gud tordner underfullt med sin røst; han gjør storverk, og vi forstår dem ikke.

Han sier til sneen: Fall til jorden! - og likeså til skyllregnet, sitt sterke skyllregn.

Hvert menneskes hånd forsegler han, forat alle mennesker som han har skapt, må komme til å kjenne ham.

Da går de ville dyr inn i sine huler, og de holder sig i sine hi.

Fra Sydens innerste kammer kommer storm, og med nordenvinden kommer kulde.

Av Guds ånde kommer is, og brede vann bindes.

Med væte fyller han skyen, og han spreder sine lynskyer,

og de svinger hit og dit, efter som han leder dem, forat de skal utføre alt det han byder dem, over den vide jord;

enten til tukt, når det er til gagn for hans jord, eller til velsignelse lar han dem komme.

Vend ditt øre til dette, Job! Stå stille og gi akt på Guds under!

Forstår du hvorledes Gud styrer dem og lar sine skyers lyn blinke frem?

Forstår du hvorledes skyene svever om i luften, forstår du den Allvitendes under,

du hvis klær blir varme når jorden ligger og dormer i sønnenvind?

Kan du med ham spenne ut himmelen, så fast som et speil av støpt metall?

Lær oss hvad vi skal si til ham! Vi kan ikke fremføre noget for bare mørke.

Skal det fortelles ham at jeg vil tale med ham? Har nogen sagt at han ønsker sin egen undergang?

Og nu, menneskene ser ikke lyset, enda det skinner klart på himmelen, og en vind er faret frem og har renset den.

Fra Norden kommer gull; om Gud er der en forferdende herlighet.

Den Allmektige finner vi ikke, han som er så stor i makt; men retten og den strenge rettferdighet krenker han ikke.

Derfor frykter menneskene ham; men han enser ikke nogen selvklok mann.