Psalms 88

(En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;

lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,

jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.

Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.

Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?

Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?

Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.