Psalms 139

Til sangmesteren; av David; en salme. Herre, du ransaker mig og kjenner mig.

Zborovođi. Davidov. Jahve, proničeš me svega i poznaješ,

Enten jeg sitter, eller jeg står op, da vet du det; du forstår min tanke langt fra.

ti znaš kada sjednem i kada ustanem, izdaleka ti već misli moje poznaješ.

Min sti og mitt leie gransker du ut, og du kjenner grant alle mine veier.

Hodam li ili ležim, sve ti vidiš, znani su ti svi moji putovi.

For det er ikke et ord på min tunge - se, Herre, du vet det alt sammen.

Riječ mi još nije na jezik došla, a ti, Jahve, sve već znadeš.

Bakfra og forfra omgir du mig, og du legger din hånd på mig.

S leđa i s lica ti me obuhvaćaš, na mene si ruku svoju stavio.

Å forstå dette er mig for underlig, det er for høit, jeg makter det ikke.

Znanje to odveć mi je čudesno, previsoko da bih ga dokučio.

Hvor skal jeg gå fra din Ånd, og hvor skal jeg fly fra ditt åsyn?

Kamo da idem od duha tvojega i kamo da od tvog lica pobjegnem?

Farer jeg op til himmelen så er du der, og vil jeg rede mitt leie i dødsriket, se, da er du der.

Ako se na nebo popnem, ondje si, ako u Podzemlje legnem, i ondje si.

Tar jeg morgenrødens vinger, og vil jeg bo ved havets ytterste grense,

Uzmem li krila zorina pa se naselim moru na kraj

så fører også der din hånd mig, og din høire hånd holder mig fast.

i ondje bi me ruka tvoja vodila, desnica bi me tvoja držala.

Og sier jeg: Mørket skjule mig, og lyset omkring mig bli natt -

Reknem li: "Nek' me barem tmine zakriju i nek' me noć umjesto svjetla okruži!" -

så gjør heller ikke mørket det for mørkt for dig, og natten lyser som dagen, mørket er som lyset.

ni tmina tebi neće biti tamna: noć sjaji kao dan i tama kao svjetlost.

For du har skapt mine nyrer, du virket mig i min mors liv.

Jer ti si moje stvorio bubrege, satkao me u krilu majčinu.

Jeg priser dig fordi jeg er virket på forferdelig underfull vis; underfulle er dine gjerninger, og min sjel kjenner det såre vel.

Hvala ti što sam stvoren tako čudesno, što su djela tvoja predivna. Dušu moju do dna si poznavao,

Mine ben var ikke skjult for dig da jeg blev virket i lønndom, da jeg blev kunstig virket i jordens dyp.

kosti moje ne bjehu ti sakrite dok nastajah u tajnosti, otkan u dubini zemlje.

Da jeg bare var foster, så dine øine mig, og i din bok blev de alle opskrevet de dager som blev fastsatt da ikke en av dem var kommet.

Oči tvoje već tada gledahu djela moja, sve već bješe zapisano u knjizi tvojoj: dani su mi određeni dok još ne bješe ni jednoga.

Hvor vektige dine tanker er for mig, Gud, hvor store deres summer!

Kako su mi, Bože, naumi tvoji nedokučivi, kako li je neprocjenjiv zbroj njihov.

Vil jeg telle dem, så er de flere enn sand; jeg våkner op, og jeg er ennu hos dig.

Da ih brojim? Više ih je nego pijeska! Dođem li im do kraja, ti mi preostaješ!

Gud, gid du vilde drepe den ugudelige, og I blodtørstige menn, vik fra mig -

De, istrijebi, Bože, zlotvora, krvoloci nek' odstupe od mene!

de som nevner ditt navn til å fremme onde råd, som bruker det til løgn, dine fiender!

Jer podmuklo se bune protiv tebe, uzalud se dižu tvoji dušmani.

Skulde jeg ikke hate dem som hater dig, Herre, og avsky dem som reiser sig imot dig?

Jahve, zar da ne mrzim tvoje mrzitelje? Zar da mi se ne gade protivnici tvoji?

Jeg hater dem med et fullkomment hat; de er mine fiender.

Mržnjom dubokom ja ih mrzim i držim ih svojim neprijateljima.

Ransak mig, Gud, og kjenn mitt hjerte! Prøv mig og kjenn mine mangehånde tanker,

Pronikni me svega, Bože, srce mi upoznaj, iskušaj me i upoznaj misli moje:

og se om jeg er på fortapelsens vei, og led mig på evighetens vei!

pogledaj, ne idem li putem pogubnim i povedi me putem vječnim!