Job 8

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

respondens autem Baldad Suites dixit

"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?

usquequo loqueris talia et spiritus multiplex sermones oris tui

Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?

numquid Deus subplantat iudicium et Omnipotens subvertit quod iustum est

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

etiam si filii tui peccaverunt ei et dimisit eos in manu iniquitatis suae

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

tu tamen si diluculo consurrexeris ad Deum et Omnipotentem fueris deprecatus

Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

si mundus et rectus incesseris statim evigilabit ad te et pacatum reddet habitaculum iustitiae tuae

din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

in tantum ut priora tua fuerint parva et novissima tua multiplicentur nimis

Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!

interroga enim generationem pristinam et diligenter investiga patrum memoriam

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

hesterni quippe sumus et ignoramus quoniam sicut umbra dies nostri sunt super terram

Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

et ipsi docebunt te loquentur tibi et de corde suo proferent eloquia

Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?

numquid vivere potest scirpus absque humore aut crescet carectum sine aqua

Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.

cum adhuc sit in flore nec carpatur manu ante omnes herbas arescit

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

sic viae omnium qui obliviscuntur Deum et spes hypocritae peribit

som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;

non ei placebit vecordia sua et sicut tela aranearum fiducia eius

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

innitetur super domum suam et non stabit fulciet eam et non consurget

I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,

humectus videtur antequam veniat sol et in horto suo germen eius egreditur

i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;

super acervum petrarum radices eius densabuntur et inter lapides commorabitur

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

si absorbuerit eum de loco suo negabit eum et dicet non novi te

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

haec est enim laetitia viae eius ut rursum de terra alii germinentur

Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

Deus non proiciet simplicem nec porriget manum malignis

End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;

donec impleatur risu os tuum et labia tua iubilo

dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

qui oderunt te induentur confusione et tabernaculum impiorum non subsistet