Job 24

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

ab Omnipotente non sunt abscondita tempora qui autem noverunt eum ignorant dies illius

De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.

alii terminos transtulerunt diripuerunt greges et paverunt eos

faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:

asinum pupillorum abigerunt et abstulerunt pro pignore bovem viduae

de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

subverterunt pauperum viam et oppresserunt pariter mansuetos terrae

Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

alii quasi onagri in deserto egrediuntur ad opus suum vigilantesque ad praedam praeparant panem liberis

De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter.

agrum non suum demetunt et vineam eius quem vi oppresserunt vindemiant

Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.

nudos dimittunt homines indumenta tollentes quibus non est operimentum in frigore

De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

quos imbres montium rigant et non habentes velamen amplexantur lapides

- Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.

vim fecerunt depraedantes pupillos et vulgum pauperem spoliaverunt

Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;

nudis et incedentibus absque vestitu et esurientibus tulerunt spicas

mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.

inter acervos eorum meridiati sunt qui calcatis torcularibus sitiunt

De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

de civitatibus fecerunt viros gemere et anima vulneratorum clamavit et Deus inultum abire non patitur

Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

ipsi fuerunt rebelles luminis nescierunt vias eius nec reversi sunt per semitas illius

Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;

mane primo consurgit homicida interficit egenum et pauperem per noctem vero erit quasi fur

Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

oculus adulteri observat caliginem dicens non me videbit oculus et operiet vultum suum

I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

perfodit in tenebris domos sicut in die condixerant sibi et ignoraverunt lucem

For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.

si subito apparuerit aurora arbitrantur umbram mortis et sic in tenebris quasi in luce ambulant

Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.

levis est super faciem aquae maledicta sit pars eius in terra nec ambulet per viam vinearum

Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

ad nimium calorem transeat ab aquis nivium et usque ad inferos peccatum illius

Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

obliviscatur eius misericordia dulcedo illius vermes non sit in recordatione sed conteratur quasi lignum infructuosum

Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

pavit enim sterilem et quae non parit et viduae bene non fecit

dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

detraxit fortes in fortitudine sua et cum steterit non credet vitae suae

han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.

dedit ei Deus locum paenitentiae et ille abutitur eo in superbiam oculi autem eius sunt in viis illius

Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

elevati sunt ad modicum et non subsistent et humiliabuntur sicut omnia et auferentur et sicut summitates spicarum conterentur

Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?

quod si non est ita quis me potest arguere esse mentitum et ponere ante Deum verba mea