Psalms 49

(Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.) Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,

Til sangmesteren; av Korahs barn; en salme.

både høj og lav, både rig og fattig!

Hør dette, alle folk, vend øret til, alle I som bor i verden,

Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;

både lave og høie, rike og fattige, alle tilsammen!

jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.

Min munn skal tale visdom, og mitt hjertes tanke er forstand.

Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,

Jeg vil bøie mitt øre til tankesprog, jeg vil fremføre min gåtefulle tale til citaren.

de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?

Hvorfor skal jeg frykte i de onde dager, når mine forfølgeres ondskap omgir mig,

Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum

de som setter sin lit til sitt gods og roser sig av sin store rikdom?

- Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live

En mann kan ikke utløse en bror, han kan ikke gi Gud løsepenger for ham

og aldrig få Graven at se;

- for deres livs utløsning er for dyr, og han må avstå derfra til evig tid -

nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,

så han skulde bli ved å leve evindelig og ikke se graven.

deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.

Nei, han vil få se den. De vise dør, dåren og den uforstandige omkommer tilsammen og overlater sitt gods til andre.

Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.

Deres hjertes eneste tanke er at deres hus skal stå til evig tid, deres boliger fra slekt til slekt; de kaller sine jorder op efter sine navn.

Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.

Og dog blir et menneske i herlighet ikke stående; han er lik dyrene, som går til grunne.

I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.

Således går det dem som er fulle av selvtillit, og dem som følger dem efter og har behag i deres tale. Sela.

Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.

Som en fårehjord føres de ned i dødsriket, døden vokter dem, og de opriktige hersker over dem, når morgenen bryter frem, og deres skikkelse blir ødelagt av dødsriket, så de ikke har nogen bolig mere.

Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;

Men Gud skal forløse min sjel av dødsrikets vold, for han skal ta mig til sig. Sela.

thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.

Frykt ikke når en mann blir rik, når hans huses herlighet blir stor!

Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"

For han skal intet ta med sig når han dør; hans herlighet skal ikke fare ned efter ham.

han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.

Om han enn velsigner sin sjel i sitt liv, og de priser dig fordi du gjør dig til gode,

Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.

så skal du dog komme til dine fedres slekt; de ser ikke lyset evindelig. Et menneske i herlighet, som ikke har forstand, er lik dyrene, som går til grunne.