Job 24

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

Zašto Svesilni ne promatra vremena, a dane njegove ne vide mu vjernici?

De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.

Bezbožnici pomiču granice, otimaju stado i pasu ga.

faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:

Sirotama odvode magarca, udovi u zalog vola dižu.

de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

Siromahe tjeraju sa puta; skrivaju se ubogari zemlje.

Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

K'o magarci divlji u pustinji zarana idu da plijen ugrabe: pustinja im hrani mališane.

De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter.

Po tuđem polju oni pabirče, paljetkuju vinograd opakog.

Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.

Goli noće, nemaju haljine, ni pokrivača protiv studeni.

De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

Oni kisnu na planinskom pljusku; bez skloništa uz hrid se zbijaju.

- Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.

Otkidaju od sise sirotu, ubogom u zalog dijete grabe.

Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;

Goli hode, nemaju haljina; izgladnjeli, tuđe snoplje nose.

mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.

Oni mlina za ulje nemaju; ožednjeli, gaze u kacama.

De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

Samrtnici hropću iz gradova, ranjenici u pomoć zazivlju. Al' na sve to Bog se oglušuje.

Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

Ima onih koji mrze svjetlost: ne priznaju njezinih putova niti se staza drže njezinih.

Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;

Za mraka se diže ubojica, kolje ubogog i siromaha. U gluhoj se noći lopov skiće [16a] i u tmini provaljuje kuće.

Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

Sumrak žudi oko preljubnika: 'Nitko me vidjet neće', kaže on i zastire velom svoje lice.

I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

[16b]Za vidjela oni se skrivaju, oni neće da za svjetlost znaju.

For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.

Zora im je kao sjena smrtna: kad zarudi, silan strah ih hvata.

Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.

Prije nego svane, on već hitro bježi kloneći se puta preko vinograda. Njegova su dobra prokleta u zemlji.

Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

K'o što vrućina i žega snijeg upija, tako i Podzemlje proždire grešnike.

Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

Zaboravilo ga krilo što ga rodi, ime se njegovo više ne spominje: poput stabla zgromljena je opačina.

Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

Ženu nerotkinju on je zlostavljao, udovici nije učinio dobra.

dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

Al' Onaj što snažno hvata nasilnike, ustaje, a njima sva se nada gasi.

han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.

Dade mu sigurnost, i on se pouzda; okom je njegove nadzirao staze.

Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

Dignu se za kratko, a onda nestanu, ruše se i kao svi drugi istrunu, posječeni kao glave klasovima."

Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?

Nije li tako? Tko će me u laž utjerat'? Tko moje riječi poništiti može?"