Job 10

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

Kad mi je duši život omrznuo, nek' mi tužaljka poteče slobodno, zborit ću u gorčini duše svoje.

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Reću ću Bogu: Nemoj me osudit! Kaži mi zašto se na me obaraš.

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

TÓa što od toga imaš da me tlačiš, da djelo ruku svojih zabacuješ, da pomažeš namjerama opakih?

Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

Jesu li u tebe oči tjelesne? Zar ti vidiš kao što čovjek vidi?

er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,

Zar su ti dani k'o dani smrtnika a kao ljudski vijek tvoje godine?

siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

Zbog čega krivnju moju istražuješ i grijehe moje hoćeš razotkriti,

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

kad znadeš dobro da sam nedužan, da ruci tvojoj izmaknut ne mogu?

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

Tvoje me ruke sazdaše, stvoriše, zašto da me sada opet raščiniš!

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Sjeti se, k'o glinu si me sazdao i u prah ćeš me ponovo vratiti.

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

Nisi li mene k'o mlijeko ulio i učinio da se k'o sir zgrušam?

iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

Kožom si me i mesom odjenuo, kostima si me spleo i žilama.

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

S milošću si mi život darovao, brižljivo si nad mojim bdio dahom.

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Al' u svom srcu ovo si sakrio, znam da je tvoja to bila namjera:

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

da paziš budno hoću li zgriješiti i da mi grijeh ne prođe nekažnjeno.

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Ako sam grešan, onda teško meni, ako li sam prav, glavu ne smijem dići - shrvan sramotom, nesrećom napojen!

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

Ispravim li se, k'o lav me nagoniš, snagu svoju okušavaš na meni,

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

optužbe nove na mene podižeš, jarošću većom na mene usplamtiš i sa svježim se četama obaraš.

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

Iz utrobe što si me izvukao? O, što ne umrijeh: vidjeli me ne bi,

jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

bio bih k'o da me ni bilo nije, iz utrobe u grob bi me stavili.

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

Mog su života dani tako kratki! Pusti me da se još malo veselim

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

prije nego ću na put bez povratka, u zemlju tame, zemlju sjene smrtne,

Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."

u zemlju tmine guste i meteža, gdje je svjetlost slična noći najcrnjoj."