Psalms 74

Poučna pjesma. Asafova. Zašto si, Bože, posve zabacio, zašto kiptiš gnjevom na ovce paše svoje?

En læresalme av Asaf. Hvorfor, Gud, har du forkastet oss for evig tid? Hvorfor ryker din vrede mot den hjord du før?

Sjeti se zajednice koju si davno stekao, plÓemena koje namače kao svoju baštinu i brda Siona gdje si Šator svoj udario!

Kom i hu din menighet, som du vant din i fordums tid, som du gjenløste til å være din arvs stamme, Sions berg, hvor du tok bolig!

Korakni k ruševinama vječnim - sve je u Svetištu razorio neprijatelj.

Opløft dine trin til de evige grushoper! Alt har fienden fordervet i helligdommen.

Protivnici tvoji vikahu posred skupštine tvoje, znakove svoje postaviše k'o pobjedne znakove.

Dine motstandere har brølt midt i ditt forsamlingshus; de har satt sine egne tegn op til tegn.

Bijahu kao oni koji mašu sjekirom po guštari,

Det var et syn som når økser løftes i tykke skogen.

sjekirom i maljem vrata mu razbijali.

Og nu, alt det som fantes av billedverk, det slo de sønder med øks og hammer.

Ognju predadoše Svetište tvoje, do zemlje oskvrnuše Prebivalište tvoga imena.

De har satt ild på din helligdom; like til grunnen har de vanhelliget ditt navns bolig.

Rekoše u srcu: "Istrijebimo ih zajedno; spalite sva svetišta Božja na zemlji!"

De har sagt i sitt hjerte: Vi vil ødelegge dem alle tilsammen! De har opbrent alle Guds forsamlingshus i landet.

Ne vidimo znakova svojih, proroka više nema, i nitko među nama ne zna dokle ...

Våre egne tegn ser vi ikke; det er ikke nogen profet mere, ikke nogen hos oss som vet hvor lenge det skal vare.

Dokle će se još, o Bože, dušmanin rugati? Hoće li protivnik dovijeka prezirati ime tvoje?

Hvor lenge, Gud, skal motstanderen håne, fienden forakte ditt navn evindelig?

Zašto povlačiš ruku, zašto u krilu sakrivaš desnicu svoju?

Hvorfor drar du din hånd, din høire hånd tilbake? Ta den ut av din barm og ødelegg!

No Bog je moj kralj od davnine, on koji posred zemlje spasava!

Gud er dog min konge fra fordums tid, han som skaper frelse på den vide jord.

Ti svojom silom rasječe more, smrska glave nakazama u vodi.

Du er den som skilte havet med din styrke, knuste dragenes hoder på vannene.

Ti si Levijatanu glave zdrobio, dao ga za hranu nemanima morskim.

Du sønderslo Leviatans hoder, du gav den til føde for ørkenens folk.

Ti si dao da provre izvor i bujica, ti si presušio rijeke nepresušne.

Du lot kilde og bekk bryte frem, du uttørket evige strømmer.

Tvoj je dan i noć je tvoja, ti učvrsti mjesec i sunce;

Dig hører dagen til, dig også natten; du har skapt himmellysene og solen.

ti sazda sve granice zemlji, ti stvori ljeto i zimu.

Du har fastsatt alle jordens grenser; sommer og vinter - du har dannet dem.

Spomeni se ovoga: dušmanin ti se rugaše, Jahve, i bezumni narod pogrdi ime tvoje.

Kom dette i hu: Fienden har hånet Herren, og et dårlig folk har foraktet ditt navn!

Ne predaj jastrebu život grlice svoje, i život svojih siromaha ne zaboravi zauvijek!

Overgi ikke din turteldue til den mordlystne skare, glem ikke dine elendiges skare evindelig!

Pogledaj na Savez svoj, jer svi su zakuci zemlje puni tmina i nasilja.

Se til pakten! For landets mørke steder er fulle av volds boliger.

Ne daj da jadnik otiđe postiđen: neka siromah i ubog hvale ime tvoje!

La ikke den undertrykte vende tilbake med skam, la den elendige og fattige love ditt navn!

Ustani, Bože, zauzmi se za svoju parnicu, spomeni se pogrde koju ti bezumnik svaki dan nanosi.

Reis dig, Gud, før din sak, kom i hu at du blir hånet av dåren hele dagen!

Ne zaboravi vike neprijatelja svojih: buka buntovnika još se diže k tebi!

Glem ikke dine fienders røst, dine motstanderes bulder, som stiger op all tid!