Psalms 139

Zborovođi. Davidov. Jahve, proničeš me svega i poznaješ,

Til sangmesteren; av David; en salme. Herre, du ransaker mig og kjenner mig.

ti znaš kada sjednem i kada ustanem, izdaleka ti već misli moje poznaješ.

Enten jeg sitter, eller jeg står op, da vet du det; du forstår min tanke langt fra.

Hodam li ili ležim, sve ti vidiš, znani su ti svi moji putovi.

Min sti og mitt leie gransker du ut, og du kjenner grant alle mine veier.

Riječ mi još nije na jezik došla, a ti, Jahve, sve već znadeš.

For det er ikke et ord på min tunge - se, Herre, du vet det alt sammen.

S leđa i s lica ti me obuhvaćaš, na mene si ruku svoju stavio.

Bakfra og forfra omgir du mig, og du legger din hånd på mig.

Znanje to odveć mi je čudesno, previsoko da bih ga dokučio.

Å forstå dette er mig for underlig, det er for høit, jeg makter det ikke.

Kamo da idem od duha tvojega i kamo da od tvog lica pobjegnem?

Hvor skal jeg gå fra din Ånd, og hvor skal jeg fly fra ditt åsyn?

Ako se na nebo popnem, ondje si, ako u Podzemlje legnem, i ondje si.

Farer jeg op til himmelen så er du der, og vil jeg rede mitt leie i dødsriket, se, da er du der.

Uzmem li krila zorina pa se naselim moru na kraj

Tar jeg morgenrødens vinger, og vil jeg bo ved havets ytterste grense,

i ondje bi me ruka tvoja vodila, desnica bi me tvoja držala.

så fører også der din hånd mig, og din høire hånd holder mig fast.

Reknem li: "Nek' me barem tmine zakriju i nek' me noć umjesto svjetla okruži!" -

Og sier jeg: Mørket skjule mig, og lyset omkring mig bli natt -

ni tmina tebi neće biti tamna: noć sjaji kao dan i tama kao svjetlost.

så gjør heller ikke mørket det for mørkt for dig, og natten lyser som dagen, mørket er som lyset.

Jer ti si moje stvorio bubrege, satkao me u krilu majčinu.

For du har skapt mine nyrer, du virket mig i min mors liv.

Hvala ti što sam stvoren tako čudesno, što su djela tvoja predivna. Dušu moju do dna si poznavao,

Jeg priser dig fordi jeg er virket på forferdelig underfull vis; underfulle er dine gjerninger, og min sjel kjenner det såre vel.

kosti moje ne bjehu ti sakrite dok nastajah u tajnosti, otkan u dubini zemlje.

Mine ben var ikke skjult for dig da jeg blev virket i lønndom, da jeg blev kunstig virket i jordens dyp.

Oči tvoje već tada gledahu djela moja, sve već bješe zapisano u knjizi tvojoj: dani su mi određeni dok još ne bješe ni jednoga.

Da jeg bare var foster, så dine øine mig, og i din bok blev de alle opskrevet de dager som blev fastsatt da ikke en av dem var kommet.

Kako su mi, Bože, naumi tvoji nedokučivi, kako li je neprocjenjiv zbroj njihov.

Hvor vektige dine tanker er for mig, Gud, hvor store deres summer!

Da ih brojim? Više ih je nego pijeska! Dođem li im do kraja, ti mi preostaješ!

Vil jeg telle dem, så er de flere enn sand; jeg våkner op, og jeg er ennu hos dig.

De, istrijebi, Bože, zlotvora, krvoloci nek' odstupe od mene!

Gud, gid du vilde drepe den ugudelige, og I blodtørstige menn, vik fra mig -

Jer podmuklo se bune protiv tebe, uzalud se dižu tvoji dušmani.

de som nevner ditt navn til å fremme onde råd, som bruker det til løgn, dine fiender!

Jahve, zar da ne mrzim tvoje mrzitelje? Zar da mi se ne gade protivnici tvoji?

Skulde jeg ikke hate dem som hater dig, Herre, og avsky dem som reiser sig imot dig?

Mržnjom dubokom ja ih mrzim i držim ih svojim neprijateljima.

Jeg hater dem med et fullkomment hat; de er mine fiender.

Pronikni me svega, Bože, srce mi upoznaj, iskušaj me i upoznaj misli moje:

Ransak mig, Gud, og kjenn mitt hjerte! Prøv mig og kjenn mine mangehånde tanker,

pogledaj, ne idem li putem pogubnim i povedi me putem vječnim!

og se om jeg er på fortapelsens vei, og led mig på evighetens vei!