Job 24

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.

faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:

de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter.

Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.

De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

- Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.

Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;

mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.

De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;

Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.

Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.

Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.

Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?