Job 16

Så tog Job til Orde og svarede:

"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!

Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?

Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,

skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.