Job 10

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

taedet animam meam vitae meae dimittam adversum me eloquium meum loquar in amaritudine animae meae

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

dicam Deo noli me condemnare indica mihi cur me ita iudices

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

numquid bonum tibi videtur si calumnieris et opprimas me opus manuum tuarum et consilium impiorum adiuves

Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

numquid oculi carnei tibi sunt aut sicut videt homo et tu videbis

er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,

numquid sicut dies hominis dies tui et anni tui sicut humana sunt tempora

siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

ut quaeras iniquitatem meam et peccatum meum scruteris

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

et scias quia nihil impium fecerim cum sit nemo qui de manu tua possit eruere

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

manus tuae plasmaverunt me et fecerunt me totum in circuitu et sic repente praecipitas me

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

memento quaeso quod sicut lutum feceris me et in pulverem reduces me

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

nonne sicut lac mulsisti me et sicut caseum me coagulasti

iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

pelle et carnibus vestisti me et ossibus et nervis conpegisti me

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

vitam et misericordiam tribuisti mihi et visitatio tua custodivit spiritum meum

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

licet haec celes in corde tuo tamen scio quia universorum memineris

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

si peccavi et ad horam pepercisti mihi cur ab iniquitate mea mundum me esse non pateris

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

et si impius fuero vae mihi est et si iustus non levabo caput saturatus adflictione et miseria

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

et propter superbiam quasi leaenam capies me reversusque mirabiliter me crucias

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

instauras testes tuos contra me et multiplicas iram tuam adversum me et poenae militant in me

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

quare de vulva eduxisti me qui utinam consumptus essem ne oculus me videret

jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

fuissem quasi qui non essem de utero translatus ad tumulum

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

numquid non paucitas dierum meorum finietur brevi dimitte ergo me ut plangam paululum dolorem meum

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

antequam vadam et non revertar ad terram tenebrosam et opertam mortis caligine

Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."

terram miseriae et tenebrarum ubi umbra mortis et nullus ordo et sempiternus horror inhabitans