Psalms 74

(En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

Poučna pjesma. Asafova. Zašto si, Bože, posve zabacio, zašto kiptiš gnjevom na ovce paše svoje?

Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Sjeti se zajednice koju si davno stekao, plÓemena koje namače kao svoju baštinu i brda Siona gdje si Šator svoj udario!

Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Korakni k ruševinama vječnim - sve je u Svetištu razorio neprijatelj.

Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

Protivnici tvoji vikahu posred skupštine tvoje, znakove svoje postaviše k'o pobjedne znakove.

Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.

Bijahu kao oni koji mašu sjekirom po guštari,

Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

sjekirom i maljem vrata mu razbijali.

På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

Ognju predadoše Svetište tvoje, do zemlje oskvrnuše Prebivalište tvoga imena.

De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

Rekoše u srcu: "Istrijebimo ih zajedno; spalite sva svetišta Božja na zemlji!"

Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Ne vidimo znakova svojih, proroka više nema, i nitko među nama ne zna dokle ...

Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?

Dokle će se još, o Bože, dušmanin rugati? Hoće li protivnik dovijeka prezirati ime tvoje?

Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Zašto povlačiš ruku, zašto u krilu sakrivaš desnicu svoju?

Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

No Bog je moj kralj od davnine, on koji posred zemlje spasava!

Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;

Ti svojom silom rasječe more, smrska glave nakazama u vodi.

du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

Ti si Levijatanu glave zdrobio, dao ga za hranu nemanima morskim.

Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

Ti si dao da provre izvor i bujica, ti si presušio rijeke nepresušne.

din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

Tvoj je dan i noć je tvoja, ti učvrsti mjesec i sunce;

du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

ti sazda sve granice zemlji, ti stvori ljeto i zimu.

Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!

Spomeni se ovoga: dušmanin ti se rugaše, Jahve, i bezumni narod pogrdi ime tvoje.

Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

Ne predaj jastrebu život grlice svoje, i život svojih siromaha ne zaboravi zauvijek!

se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Pogledaj na Savez svoj, jer svi su zakuci zemlje puni tmina i nasilja.

Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Ne daj da jadnik otiđe postiđen: neka siromah i ubog hvale ime tvoje!

Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,

Ustani, Bože, zauzmi se za svoju parnicu, spomeni se pogrde koju ti bezumnik svaki dan nanosi.

lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

Ne zaboravi vike neprijatelja svojih: buka buntovnika još se diže k tebi!