Job 16

Så tog Job til Orde og svarede:

Job progovori i reče:

"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

"Koliko se takvih naslušah besjeda, kako ste mi svi vi mučni tješioci!

Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

Ima li kraja tim riječima ispraznim? Što te goni da mi tako odgovaraš?

Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

I ja bih mogao k'o vi govoriti da vam je duša na mjestu duše moje; i ja bih vas mog'o zasuti riječima i nad sudbom vašom tako kimat' glavom;

styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!

i ja bih mogao ustima vas hrabrit', i ne bih žalio trud svojih usana.

Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?

Al' ako govorim, patnja se ne blaži, ako li zašutim, zar će me minuti?

Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

Zlopakost me sada shrvala posvema, čitava se rulja oborila na me.

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

Ustao je proti meni da svjedoči i u lice mi se baca klevetama.

Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

Jarošću me svojom razdire i goni, škrgućuć' zubima obara se na me. Moji protivnici sijeku me očima,

de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

prijeteći, na mene usta razvaljuju, po obrazima me sramotno ćuškaju, u čoporu svi tad navaljuju na me.

Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

Da, zloćudnicima Bog me predao, u ruke opakih on me izručio.

Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

Mirno življah dok On ne zadrma mnome, za šiju me ščepa da bi me slomio.

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

Uze me za biljeg i strijelama osu, nemilosrdno mi bubrege probode i mojom žuči zemlju žednu natopi.

Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

Na tijelu mi ranu do rane otvara, kao bijesan ratnik nasrće na mene.

Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

Tijelo sam golo u kostrijet zašio, zario sam čelo svoje u prašinu.

mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,

Zapalilo mi se sve lice od suza, sjena tamna preko vjeđa mi je pala.

skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

A nema nasilja na rukama mojim, molitva je moja bila uvijek čista.

Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

O zemljo, krvi moje nemoj sakriti i kriku mom ne daj nigdje da počine.

Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

Odsad na nebu imam ja svjedoka, u visini gore moj stoji branitelj.

gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

Moja vika moj je odvjetnik kod Boga dok se ispred njega suze moje liju:

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

o, da me obrani u parbi mojoj s Bogom ko što smrtnik brani svojega bližnjega.

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.

No životu mom su odbrojena ljeta, na put bez povratka meni je krenuti.