Job 10

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,

siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."