Job 14

homo natus de muliere brevi vivens tempore repletus multis miseriis

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

quasi flos egreditur et conteritur et fugit velut umbra et numquam in eodem statu permanet

han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

et dignum ducis super huiuscemodi aperire oculos tuos et adducere eum tecum in iudicium

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

quis potest facere mundum de inmundo conceptum semine nonne tu qui solus es

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

breves dies hominis sunt numerus mensuum eius apud te est constituisti terminos eius qui praeterire non poterunt

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

recede paululum ab eo ut quiescat donec optata veniat sicut mercennarii dies eius

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

lignum habet spem si praecisum fuerit rursum virescit et rami eius pullulant

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

si senuerit in terra radix eius et in pulvere emortuus fuerit truncus illius

ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

ad odorem aquae germinabit et faciet comam quasi cum primum plantatum est

lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

homo vero cum mortuus fuerit et nudatus atque consumptus ubi quaeso est

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

quomodo si recedant aquae de mari et fluvius vacuefactus arescat

Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

sic homo cum dormierit non resurget donec adteratur caelum non evigilabit nec consurget de somno suo

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

quis mihi hoc tribuat ut in inferno protegas me ut abscondas me donec pertranseat furor tuus et constituas mihi tempus in quo recorderis mei

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

putasne mortuus homo rursum vivet cunctis diebus quibus nunc milito expecto donec veniat inmutatio mea

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

vocabis et ego respondebo tibi operi manuum tuarum porriges dexteram

du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

tu quidem gressus meos dinumerasti sed parces peccatis meis

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

signasti quasi in sacculo delicta mea sed curasti iniquitatem meam

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

mons cadens defluet et saxum transfertur de loco suo

Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

lapides excavant aquae et adluvione paulatim terra consumitur et homines ergo similiter perdes

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

roborasti eum paululum ut in perpetuum pertransiret inmutabis faciem eius et emittes eum

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

sive nobiles fuerint filii eius sive ignobiles non intelleget

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

attamen caro eius dum vivet dolebit et anima illius super semet ipso lugebit

ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.