Job 14

L'homme né de la femme! Sa vie est courte, sans cesse agitée.
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
Il naît, il est coupé comme une fleur; Il fuit et disparaît comme une ombre.
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
Et c'est sur lui que tu as l'oeil ouvert! Et tu me fais aller en justice avec toi!
Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Comment d'un être souillé sortira-t-il un homme pur? Il n'en peut sortir aucun.
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Si ses jours sont fixés, si tu as compté ses mois, Si tu en as marqué le terme qu'il ne saurait franchir,
Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Détourne de lui les regards, et donne-lui du relâche, Pour qu'il ait au moins la joie du mercenaire à la fin de sa journée.
tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Un arbre a de l'espérance: Quand on le coupe, il repousse, Il produit encore des rejetons;
Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
Quand sa racine a vieilli dans la terre, Quand son tronc meurt dans la poussière,
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Il reverdit à l'approche de l'eau, Il pousse des branches comme une jeune plante.
lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
Mais l'homme meurt, et il perd sa force; L'homme expire, et où est-il?
men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
Les eaux des lacs s'évanouissent, Les fleuves tarissent et se dessèchent;
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Ainsi l'homme se couche et ne se relèvera plus, Il ne se réveillera pas tant que les cieux subsisteront, Il ne sortira pas de son sommeil.
så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
Oh! si tu voulais me cacher dans le séjour des morts, M'y tenir à couvert jusqu'à ce que ta colère fût passée, Et me fixer un terme auquel tu te souviendras de moi!
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
Si l'homme une fois mort pouvait revivre, J'aurais de l'espoir tout le temps de mes souffrances, Jusqu'à ce que mon état vînt à changer.
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Tu appellerais alors, et je te répondrais, Tu languirais après l'ouvrage de tes mains.
du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
Mais aujourd'hui tu comptes mes pas, Tu as l'oeil sur mes péchés;
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Mes transgressions sont scellées en un faisceau, Et tu imagines des iniquités à ma charge.
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
La montagne s'écroule et périt, Le rocher disparaît de sa place,
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
La pierre est broyée par les eaux, Et la terre emportée par leur courant; Ainsi tu détruis l'espérance de l'homme.
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
Tu es sans cesse à l'assaillir, et il s'en va; Tu le défigures, puis tu le renvoies.
For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Que ses fils soient honorés, il n'en sait rien; Qu'ils soient dans l'abaissement, il l'ignore.
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
C'est pour lui seul qu'il éprouve de la douleur en son corps, C'est pour lui seul qu'il ressent de la tristesse en son âme.
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.