Job 14

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
L'homme né de la femme! Sa vie est courte, sans cesse agitée.
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
Il naît, il est coupé comme une fleur; Il fuit et disparaît comme une ombre.
Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Et c'est sur lui que tu as l'oeil ouvert! Et tu me fais aller en justice avec toi!
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Comment d'un être souillé sortira-t-il un homme pur? Il n'en peut sortir aucun.
Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Si ses jours sont fixés, si tu as compté ses mois, Si tu en as marqué le terme qu'il ne saurait franchir,
tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Détourne de lui les regards, et donne-lui du relâche, Pour qu'il ait au moins la joie du mercenaire à la fin de sa journée.
Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
Un arbre a de l'espérance: Quand on le coupe, il repousse, Il produit encore des rejetons;
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Quand sa racine a vieilli dans la terre, Quand son tronc meurt dans la poussière,
lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
Il reverdit à l'approche de l'eau, Il pousse des branches comme une jeune plante.
men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
Mais l'homme meurt, et il perd sa force; L'homme expire, et où est-il?
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Les eaux des lacs s'évanouissent, Les fleuves tarissent et se dessèchent;
så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
Ainsi l'homme se couche et ne se relèvera plus, Il ne se réveillera pas tant que les cieux subsisteront, Il ne sortira pas de son sommeil.
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
Oh! si tu voulais me cacher dans le séjour des morts, M'y tenir à couvert jusqu'à ce que ta colère fût passée, Et me fixer un terme auquel tu te souviendras de moi!
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Si l'homme une fois mort pouvait revivre, J'aurais de l'espoir tout le temps de mes souffrances, Jusqu'à ce que mon état vînt à changer.
du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
Tu appellerais alors, et je te répondrais, Tu languirais après l'ouvrage de tes mains.
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Mais aujourd'hui tu comptes mes pas, Tu as l'oeil sur mes péchés;
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Mes transgressions sont scellées en un faisceau, Et tu imagines des iniquités à ma charge.
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
La montagne s'écroule et périt, Le rocher disparaît de sa place,
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
La pierre est broyée par les eaux, Et la terre emportée par leur courant; Ainsi tu détruis l'espérance de l'homme.
For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Tu es sans cesse à l'assaillir, et il s'en va; Tu le défigures, puis tu le renvoies.
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Que ses fils soient honorés, il n'en sait rien; Qu'ils soient dans l'abaissement, il l'ignore.
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
C'est pour lui seul qu'il éprouve de la douleur en son corps, C'est pour lui seul qu'il ressent de la tristesse en son âme.