Job 14

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

Ko te tangata i whanau i te wahine, he torutoru ona ra; ki tonu ano i te raruraru.

han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

Ano he puawai ia e puta mai ana, e kotia iho ana: rere ana ia, ano he atarangi, kahore hoki he tumautanga.

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

E titiro mai ano ranei ou kanohi ki te penei? E mea ranei koe i ahau kia whakawa taua ki a taua?

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Ko wai hei homai i te mea ma i roto i te mea poke? Hore rawa.

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

Kua rite na hoki nga ra mona: kei a koe te maha o ona marama; takoto rawa i a koe te tikanga mona, a e kore ia e whiti ki tua.

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

Tahuri ke atu te titiro i a ia, kia ai ona pariratanga, kia ata tutuki ai tona ra, kia rite ai ki o te kaimahi.

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

Ka ai hoki he whakaaronga ki te rakau i tapahia, tera ano e pariri, e kore ano hoki e mutu te wana o tona pihi.

ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

Ahakoa kua tawhitotia tona pakiaka a ki te whenua, a kua mate tona tinana i roto i te oneone;

lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

Heoi ma te haunga o te wai ka pihi, ka kokiri ona peka ano ko ta te mea tupu.

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

Ko te tangata ia, mate iho, marere noa iho; ae, ka hamo te tangata, a kei hea ia?

Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

Pera i nga wai e he mai nei i te moana, i te awa e mimiti ana, ka maroke;

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

E pera ana ano te tangata, e takoto ana a kahore he whakatikanga ake: kahore he marangatanga ake mo ratou, a kia kore ra ano nga rangi; e kore ano ratou e ara i to ratou moe.

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

Aue, kia huna noatia oti ahau e koe ki te po, kia waihotia noatia iho ahau e koe kia ngaro ana, kia hoki ra ano tou riri; kia rohea noatia mai e koe tetahi wa moku, a ka mahara mai ai ano ki ahau!

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Ki te mate te tangata, e ora ano ranei ia? Ka tatari ahau i nga ra katoa o toku ngananga, kia tae mai ra ano he whakaputanga moku.

du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

Mau e karanga, kia whakao atu ai ahau; kahore hoki e kore ka matenui koe ki te mahi a ou ringa.

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

Inaianei hoki e taua ana e koe oku hikoinga; he teka ianei e matatau tonu mai ana koe ki toku hara?

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

Hiri rawa toku he ki roto ki te putea, tuitui rawa e koe toku kino.

Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

He pono ko te maunga e horo ana e memeha noa ake ana, e nekehia ana te toka i tona wahi;

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

E ngau ana te wai i nga kohatu; ma tona puhaketanga e horoi atu te puehu o te whenua; a whakangaromia iho e koe te tumanako a te tangata.

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Taea ana ia e koe ake tonu atu, a pahure ana ia; puta ke ana i a koe tona mata, a tonoa atu ana ia kia haere.

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Ko te whakahonoretanga o ana tama, kahore e mohiotia e ia; ka hoki iho ratou hei ware, heoi kahore tetahi aha o ratou e maharatia e ia.

ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

E mamae ano ia te kikokiko o tona tinana, a ka tangi tona wairua i roto i a ia.