II Corinthians 3

Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder?

incipimus iterum nosmet ipsos commendare aut numquid egemus sicut quidam commendaticiis epistulis ad vos aut ex vobis

I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes og læses af alle Mennesker,

epistula nostra vos estis scripta in cordibus nostris quae scitur et legitur ab omnibus hominibus

idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev, udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på Stentavler, men på Hjerters Kødtavler.

manifestati quoniam epistula estis Christi ministrata a nobis et scripta non atramento sed Spiritu Dei vivi non in tabulis lapideis sed in tabulis cordis carnalibus

Men en sådan Tillid have vi til Gud ved Kristus,

fiduciam autem talem habemus per Christum ad Deum

ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af os selv; men vor Dygtighed er af Gud,

non quod sufficientes simus cogitare aliquid a nobis quasi ex nobis sed sufficientia nostra ex Deo est

som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden levendegør.

qui et idoneos nos fecit ministros novi testamenti non litterae sed Spiritus littera enim occidit Spiritus autem vivificat

Men når Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Sten, fremtrådte i Herlighed, så at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet på Moses's Ansigt på Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog forsvandt,

quod si ministratio mortis litteris deformata in lapidibus fuit in gloria ita ut non possent intendere filii Israhel in faciem Mosi propter gloriam vultus eius quae evacuatur

hvorledes skal da ikke Åndens Tjeneste end mere være i Herlighed?

quomodo non magis ministratio Spiritus erit in gloria

Thi når Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste rig på Herlighed.

nam si ministratio damnationis gloria est multo magis abundat ministerium iustitiae in gloria

Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i Sammenligning med den endnu større Herlighed.

nam nec glorificatum est quod claruit in hac parte propter excellentem gloriam

Thi når det, der forsvandt, fremtrådte med Herlighed, da skal meget mere det, der bliver, være i Herlighed.

si enim quod evacuatur per gloriam est multo magis quod manet in gloria est

Efterdi vi altså have et sådant Håb, gå vi frem med stor Frimodighed

habentes igitur talem spem multa fiducia utimur

og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet på, at det, der forsvandt, fik Ende.

et non sicut Moses ponebat velamen super faciem suam ut non intenderent filii Israhel in faciem eius quod evacuatur

Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder.

sed obtusi sunt sensus eorum usque in hodiernum enim diem id ipsum velamen in lectione veteris testamenti manet non revelatum quoniam in Christo evacuatur

Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når Moses oplæses;

sed usque in hodiernum diem cum legitur Moses velamen est positum super cor eorum

når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket.

cum autem conversus fuerit ad Deum aufertur velamen

Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed.

Dominus autem Spiritus est ubi autem Spiritus Domini ibi libertas

Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, så som det er fra Åndens Herre.

nos vero omnes revelata facie gloriam Domini speculantes in eandem imaginem transformamur a claritate in claritatem tamquam a Domini Spiritu