Job 14

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

Čovjek koga je žena rodila kratka je vijeka i pun nevolja.

han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

K'o cvijet je nikao i vene već, poput sjene bježi ne zastajuć'.

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Na takva, zar, ti oči otvaraš i preda se na sud ga izvodiš?

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Tko će čisto izvuć' iz nečista? Nitko!

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

Pa kad su njegovi dani odbrojeni, kad mu broj mjeseci o tebi ovisi, kad mu granicu stavljaš neprijelaznu,

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

skini s njega pogled da počinut' može, poput najamnika da svoj dan uživa.

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

TÓa ni drvu nije nada sva propala, posječeno, ono opet prozeleni i mladice nove iz njega izbiju.

ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

Ako mu korijen i ostari u zemlji, ako mu se panj i sasuši u prahu,

lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

oćutjevši vodu, ono će propupat' i pustiti grane kao stablo novo.

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

Al' kad čovjek umre, ostaje pokošen, kad smrtnik izdahne, gdje li je on tada?

Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

Može sva voda iz mora ispariti i presahnut' rijeke, isušit posvema',

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

al' čovjek kad legne, ne ustaje više, dok nebesa bude, neće se podići, od sna se svojega probuditi neće.

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

O, kad bi me htio skriti u Šeolu, zakloniti me dok srdžba ti ne mine, dÓati mi rok kad ćeš me se spomenuti,

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

- jer, kad umre čovjek, zar uskrsnut' može? - čekao bih te sve dane vojske svoje dok ne bi došao da mi smjenu dadeš.

du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

Zvao bi me, a ja bih se odazvao: zaželio si se djela svojih ruku.

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

A sad nad svakim mojim vrebaš korakom, nijednog mi grijeha nećeš oprostiti,

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

u vreći si prijestup moj zapečatio i krivicu moju svu si zapisao.

Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

Vaj! K'o što se jednom uruši planina, k'o što se hridina s mjesta svog odvali,

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

k'o što voda kamen s vremenom istroši, a pljusak bujicom zemlju svu sapere, tako uništavaš nadu u čovjeku.

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Oborio si ga - on ode za svagda, nagrđena lica, otjeran, odbačen.

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Djecu mu poštuju - o tom ništa ne zna; ako su prezrena - o tom ne razmišlja.

ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

On jedino pati zbog svojega tijela, on jedino tuži zbog svojeg života."