Psalms 26

اِقْضِ لِي يَا رَبُّ لأَنِّي بِكَمَالِي سَلَكْتُ، وَعَلَى الرَّبِّ تَوَكَّلْتُ بِلاَ تَقَلْقُل.

(Af David.) Skaf mig ret, o HERRE, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle.

جَرِّبْنِي يَا رَبُّ وَامْتَحِنِّي. صَفِّ كُلْيَتَيَّ وَقَلْبِي.

Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;

لأَنَّ رَحْمَتَكَ أَمَامَ عَيْنِي. وَقَدْ سَلَكْتُ بِحَقِّكَ.

thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.

لَمْ أَجْلِسْ مَعَ أُنَاسِ السُّوءِ، وَمَعَ الْمَاكِرِينَ لاَ أَدْخُلُ.

Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.

أَبْغَضْتُ جَمَاعَةَ الأَثَمَةِ، وَمَعَ الأَشْرَارِ لاَ أَجْلِسُ.

Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.

أَغْسِلُ يَدَيَّ فِي النَّقَاوَةِ، فَأَطُوفُ بِمَذْبَحِكَ يَا رَبُّ،

Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE,

لأُسَمِّعَ بِصَوْتِ الْحَمْدِ، وَأُحَدِّثَ بِجَمِيعِ عَجَائِبِكَ.

for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.

يَا رَبُّ، أَحْبَبْتُ مَحَلَّ بَيْتِكَ وَمَوْضِعَ مَسْكَنِ مَجْدِكَ.

HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

لاَ تَجْمَعْ مَعَ الْخُطَاةِ نَفْسِي، وَلاَ مَعَ رِجَالِ الدِّمَاءِ حَيَاتِي.

Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,

الَّذِينَ فِي أَيْدِيهِمْ رَذِيلَةٌ، وَيَمِينُهُمْ مَلآنَةٌ رِشْوَةً.

i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse.

أَمَّا أَنَا فَبِكَمَالِي أَسْلُكُ. افْدِنِي وَارْحَمْنِي.

Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!

رِجْلِي وَاقِفَةٌ عَلَى سَهْل. فِي الْجَمَاعَاتِ أُبَارِكُ الرَّبَّ.

Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN.