Psalms 144

(Af David.) Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig,

min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag!

HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?

Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge.

HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger;

slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel;

udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,

fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe,

du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.

Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil;

vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker,

fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene.

Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN!