Song of Solomon 2

Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje

ego flos campi et lilium convallium

Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.

sicut lilium inter spinas sic amica mea inter filias

Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.

sicut malum inter ligna silvarum sic dilectus meus inter filios sub umbra illius quam desideraveram sedi et fructus eius dulcis gutturi meo

Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.

introduxit me in cellam vinariam ordinavit in me caritatem

Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.

fulcite me floribus stipate me malis quia amore langueo

Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.

leva eius sub capite meo et dextera illius amplexabitur me

Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!

adiuro vos filiae Hierusalem per capreas cervosque camporum ne suscitetis neque evigilare faciatis dilectam quoadusque ipsa velit

Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.

vox dilecti mei ecce iste venit saliens in montibus transiliens colles

Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.

similis est dilectus meus capreae hinuloque cervorum en ipse stat post parietem nostrum despiciens per fenestras prospiciens per cancellos

Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!

et dilectus meus loquitur mihi surge propera amica mea formonsa mea et veni

Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,

iam enim hiemps transiit imber abiit et recessit

Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;

flores apparuerunt in terra tempus putationis advenit vox turturis audita est in terra nostra

Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,

ficus protulit grossos suos vineae florent dederunt odorem surge amica mea speciosa mea et veni

min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.

columba mea in foraminibus petrae in caverna maceriae ostende mihi faciem tuam sonet vox tua in auribus meis vox enim tua dulcis et facies tua decora

Fang os de Ræve, de Ræve små,som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!

capite nobis vulpes vulpes parvulas quae demoliuntur vineas nam vinea nostra floruit

Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer;

dilectus meus mihi et ego illi qui pascitur inter lilia

til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!

donec adspiret dies et inclinentur umbrae revertere similis esto dilecte mi capreae aut hinulo cervorum super montes Bether