Psalms 50

(En salme af Asaf.) Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;

Psalam. Asafov. Bog nad bogovima, Jahve, govori i zove zemlju od izlaza sunčeva do zalaza.

fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans

Sa Siona predivnog Bog zablista:

vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;

Bog naš dolazi i ne šuti. Pred njim ide oganj što proždire, oko njega silna bjesni oluja.

han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

On zove nebesa odozgo i zemlju da sudi narodu svojemu:

"Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"

"Saberite mi sve pobožnike koji žrtvom Savez sa mnom sklopiše!"

Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.

Nebesa objavljuju pravednost njegovu: on je Bog sudac!

Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

"Slušaj, narode moj, ja ću govoriti, o Izraele, svjedočit ću protiv tebe: ja, Bog - Bog tvoj!

Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

Ne korim te zbog žrtava tvojih - paljenice su tvoje svagda preda mnom.

jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

Neću od doma tvog' uzet junca, ni jaraca iz tvojih torova:

thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;

tÓa moje su sve životinje šumske, tisuće zvjeradi u gorama mojim.

jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.

Znam sve ptice nebeske, moje je sve što se miče u poljima.

Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

Kad bih ogladnio, ne bih ti rekao, jer moja je zemlja i sve što je ispunja.

Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

Zar da ja jedem meso bikova ili da pijem krv jaraca?

Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

Prinesi Bogu žrtvu zahvalnu, ispuni Višnjemu zavjete svoje!

Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

I zazovi me u dan tjeskobe: oslobodit ću te, a ti ćeš me slaviti."

Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

A grešniku Bog progovara: "Što tumačiš naredbe moje, što mećeš u usta Savez moj?

når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

Ti, komu stega ne prija, te riječi moje iza leđa bacaš?

Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,

Kad tata vidiš, s njime se bratimiš i družiš se s preljubnicima.

slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.

Svoja si usta predao pakosti, a jezik ti plete prijevare.

Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

U društvu na brata govoriš i kaljaš sina matere svoje.

det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

Sve si to činio, a ja da šutim? Zar misliš da sam ja tebi sličan? Pokarat ću te i stavit ću ti sve to pred oči."

Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

Shvatite ovo svi vi koji Boga zaboraviste, da vas ne pograbim i nitko vas spasiti neće.

Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

Pravo me štuje onaj koji prinosi žrtvu zahvalnu: i onomu koji hodi stazama pravim - njemu ću pokazati spasenje svoje.