Ecclesiastes 1

Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.

Misli Propovjednika, Davidova sina, kralja u Jeruzalemu.

Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!

Ispraznost nad ispraznošću, veli Propovjednik, ispraznost nad ispraznošću, sve je ispraznost!

Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?

Kakva je korist čovjeku od svega truda njegova kojim se trudi pod suncem?

Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.

Jedan naraštaj odlazi, drugi dolazi, a zemlja uvijek ostaje.

Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.

Sunce izlazi, sunce zalazi i onda hiti svojem mjestu odakle izlazi.

Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.

Vjetar puše na jug i okreće se na sjever, kovitla sad ovamo sad onamo i vraća se u novom vrtlogu.

Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.

Sve rijeke teku u more i more se ne prepunja; odakle teku rijeke, onamo se vraćaju da ponovo počnu svoj tok.

Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.

Sve je mučno. Nitko ne može reći da se oči nisu do sita nagledale i uši dovoljno naslušale.

Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.

Što je bilo, opet će biti, i što se činilo, opet će se činiti, i nema ništa novo pod suncem.

Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os

Ima li išta o čemu bi se moglo reći: "Gle, ovo je novo!" Sve je već davno prije nas postojalo.

Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.

Samo, od prošlosti ne ostade ni spomena, kao što ni u budućnosti neće biti sjećanja na ono što će poslije doći.

Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.

Ja, Propovjednik, bijah kralj nad Izraelom u Jeruzalemu.

Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

I trudih se da mudrošću istražim i dokučim sve što biva pod nebom; o, kako mučnu zadaću zadade Bog sinovima ljudskim.

Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.

Vidjeh sve što se čini pod suncem: kakve li ispraznosti i puste tlapnje!

Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.

Što je krivo, ne može se ispraviti; čega nema, izbrojiti se ne može.

Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."

Rekoh onda sam sebi: "Gle, stekao sam veću mudrost nego bilo tko od mojih prethodnika u Jeruzalemu. Duh moj sabrao je golemu mudrost i znanje."

Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind.

Mudrost pomnjivo proučih, a tako i glupost i ludost, ali sam spoznao da je to pusta tlapnja.

Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.

Mnogo mudrosti - mnogo jada; što više znanja, to više boli.