Psalms 39

pro victoria Idithun canticum David dixi custodiam vias meas ne peccem in lingua mea custodiam os meum silentio donec est impius contra me

(Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

obmutui silentio tacui de bono et dolor meus conturbatus est

Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

incaluit cor meum in medio mei in meditatione mea incensus sum igni

mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

locutus sum lingua mea ostende mihi Domine finem meum et mensuram dierum meorum quae sit ut sciam quid mihi desit

Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

ecce breves posuisti dies meos et vita mea quasi non sit in conspectu tuo omnia enim vanitas omnis homo stans semper

Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.

tantum in imagine ambulat homo tantum frustra turbatur congregat et ignorat cui dimittat ea

Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

nunc ergo quid expecto Domine praestolatio mea tu es

Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

ab omnibus iniquitatibus meis libera me obprobrium stulto ne ponas me

Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

obmutui non aperiam os meum quia tu fecisti

Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

tolle a me plagas tuas

Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

a contentione manus tuae ego consumptus sum in increpationibus pro iniquitate corripuisti virum et posuisti quasi tineam desiderabilia eius verumtamen vanitas omnis homo semper

Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.

audi orationem meam Domine et clamorem meum exaudi ad lacrimam meam ne obsurdescas quia advena ego sum apud te et peregrinus sicut omnes patres mei

Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

parce mihi ut rideam antequam vadam et non subsistam

Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!