Ecclesiastes 6

Tera tetahi he i kitea e ahau i raro i te ra, he mea taimaha ano ki runga ki nga tangata:

Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene hårdt:

He tangata i homai nei e te Atua ki a ia he taonga, he rawa, he kororia, a kihai tona wairua i hapa ki tetahi mea i hiahia ai ia, otiia kihai i tukua e te Atua ki a ia te tikanga mo te kai i tetahi wahi o aua mea, engari kainga ana e te tangata k e. He horihori tenei, he mate kino.

Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem Lidelse.

Ki te kotahi rau nga tamariki a tetahi tangata, a he maha nga tau e ora ai ia, maha atu nga ra o ona tau, a kahore tona wairua i ngata i te pai, kahore hoki ia e whai tanumanga; e mea ana ahau tera noa atu te pai o te materoto i a ia.

Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han;

I haere mai hoki tera i runga i te horihori, a haere atu ana i runga i te pouri, a ka taupokina tona ingoa e te pouri.

thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i Mørke dølges dets Navn;

Kihai hoki ia i kite i te ra, kihai ano i mohio ki a ia; nui atu to tenei okioki i to tera;

og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en Grav; det hviler bedre end han.

Ae, ahakoa kotahi mano topu nga tau i ora ai ia, heoi kahore he pai i kitea e ia. He teka ianei e haere ana te katoa ki te wahi kotahi?

Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon ikke alle farer sammesteds hen?

Ko nga mea katoa i mauiui ai te tangata hei mea ano mo tona mangai, otiia e kore tona wairua e makona.

Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult aldrig.

He aha oti ta te tangata whakaaro nui e hira ake ana i ta te wairangi? He aha hoki ta te ware, e mohio nei ki te haere i te aroaro o te hunga ora?

Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme, der ved at vandre for de levendes Øjne?

He pai ke te kite o nga kanohi i te kaipaowe o te hiahia: he horihori ano tenei, a he whai i te hau.

Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.

Ko nga mea katoa o mua kua oti noa ake te hua ki te ingoa, a e mohiotia ana ko te tangata: e kore hoki ia e tau hei totohe ki te mea e kaha atu ana i a ia.

Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette med ham, der er den stærkeste.

Ka maha nei nga mea hei whakanui i te horihori, he aha te painga ki te tangata?

Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad gavner de Mennesket?

Ko wai hoki e mohio ana he aha te mea pai ki te tangata i a ia nei i te ora, i nga ra katoa o tona oranga horihori, e rite nei ki te atarangi i a ia e mahi nei? Ko wai hoki hei whakaatu ki te tangata ko te aha e puta mai i muri i a ia i raro i t e ra?

Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?