Psalms 141

(En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;

Psalam. Davidov. Prizivljem te, Jahve, k meni pohitaj! Slušaj glas moj kojim tebi vapijem!

som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!

Nek' mi se uzdigne molitva kao kad pred lice tvoje, podizanje mojih ruku nek' bude k'o prinos večernji!

HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!

Na usta mi, Jahve, stražu postavi i stražare na vrata usana mojih!

Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.

Ne daj da mi se srce zlu prikloni, da bezbožno počinim djela opaka; i u društvu zlotvora da ne blagujem poslastica njihovih!

Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

Nek' me samo udari pravednik, ljubav je što me kara, al' ulje grešničko neće mi glavu pomazat'; zloći njihovoj oprijet ću se uvijek svojom molitvom.

Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.

Kad strovale niz hridinu suce njihove, razumjet će kako blage bjehu riječi moje.

Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab.

Kao kad orač ore i para zemlju, tako će im se na rubu Podzemlja kosti rasuti.

Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!

U te su, Jahve, uprte oči moje, k tebi se utječem, ne daj da mi duša propadne!

Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;

Čuvaj me od stupice koju postaviše meni, od zamki zločinaca!

lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.

Nek' u vlastite zamke upadnu zlotvori, a ja neka im umaknem!