James 3

Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, såsom I vide, at vi skulle få en desto tungere Dom.

Neka vas, braćo moja, ne bude mnogo učitelja! Ta znate: bit ćemo strože suđeni.

Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til også at holde hele Legemet i Tomme.

Doista, svi mnogo griješimo. Ako tko u govoru ne griješi, savršen je čovjek, vrstan zauzdati i cijelo tijelo.

Men når vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle adlyde os, så dreje vi også hele deres Legeme.

Ubacimo li uzde u usta konjima da ih sebi upokorimo, upravljamo i cijelim tijelom njihovim.

Se, også Skibene, endskønt de ere så store og drives af stærke Vinde, drejes med et såre lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu står.

Evo i lađa: tolike su i silni ih vjetrovi gone, a neznatno ih kormilo upravlja kamo kormilarova volja hoće.

Således er også Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker så stor en Skov i Brand!

Tako i jezik: malen je ud, a velikim se može ponositi. Evo: kolicna vatra koliku šumu zapali!

Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede.

I jezik je vatra, svijet nepravda jezik je među našim udovima, kalja cijelo tijelo te, zapaljen od pakla, zapaljuje kotač života.

Thi enhver Natur, både Dyrs og Fugles, både Krybdyrs og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur;

Doista, sav rod zvijeri i ptica, gmazova i morskih životinja dade se ukrotiti, i rod ih je ljudski ukrotio,

men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødbringende Gift.

a jezik - zlo nemirno, pun otrova smrtonosnog - nitko od ljudi ne može ukrotiti.

Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed.

Njime blagoslivljamo Gospodina i Oca, njime i proklinjemo ljude na sliku Božju stvorene:

Af den samme Mund udgår Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være så.

iz istih usta izlazi blagoslov i prokletstvo. Ne smije se, braćo moja, tako događati!

Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld?

Zar vrelo na isti otvor šiklja slatko i gorko?

Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand.

Može li, braćo moja, smokva roditi maslinama ili trs smokvama? Ni slan izvor ne može dati slatke vode.

Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed!

Je li tko mudar i razborit među vama? Neka dobrim življenjem pokaže svoja djela u mudroj blagosti.

Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke imod Sandheden!

Ako u srcu imate gorku zavist i svadljivost, ne uznosite se i ne lažite protiv istine!

Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sjælelig, djævelsk;

Nije to mudrost koja odozgor silazi, nego zemaljska, ljudska, đavolska.

thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond Handel.

Ta gdje je zavist i svadljivost, ondje je nered i svako zlo djelo.

Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt.

A mudrost odozgor ponajprije čista je, zatim mirotvorna, milostiva, poučljiva, puna milosrđa i dobrih plodova, postojana, nehinjena.

Men Retfærdigheds Frugt såes i Fred for dem, som stifte Fred.

Plod se pak pravednosti u miru sije onima koji tvore mir.