Ecclesiastes 6

Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene hårdt:

I vidjeh: ima još jedno zlo pod suncem i teško tišti ljude.

Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem Lidelse.

Nekomu Bog udijeli bogatstvo i blago i počasti te ima sve što mu duša poželi, ali mu ne udijeli da to i uživa, nego uživa tuđinac. To je ispraznost i grdna nevolja.

Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han;

I velim: bolje je nedonošče od onoga koji bi rodio stotinu djece i živio mnogo godina, a sam se ne bi naužio dobra niti bi imao pogreba;

thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i Mørke dølges dets Navn;

jer je nedonošče uzalud došlo i u tamu otišlo i ime mu je tamom pokriveno;

og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en Grav; det hviler bedre end han.

sunca čak ne vidje niti spozna - a spokojnije je od onoga.

Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon ikke alle farer sammesteds hen?

Pa kad bi takav živio i dvije tisuće godina, a svojeg dobra ne bi uživao, zar ne odlaze obojica jednako na isto mjesto?

Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult aldrig.

Čovjek se trudi samo da bi jeo, a želudac njegov nikad da se nasiti.

Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme, der ved at vandre for de levendes Øjne?

Jer po čemu je mudrac bolji od luđaka i što reći o siromahu koji se umije držati pred ljudima?

Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.

Bolje je očima vidjeti nego duhom lutati. I to je ispraznost i pusta tlapnja.

Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette med ham, der er den stærkeste.

Što je već bilo, ime ima; i zna se što je čovjek; i on se ne može parbiti s jačim od sebe.

Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad gavner de Mennesket?

Što više riječi, to veća ispraznost svega, i koja je od toga korist čovjeku?

Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?

Tko zna što je dobro čovjeku u životu njegovu, za ono malo dana koje tako isprazno živi, koji mu prolaze kao sjena? Tko će kazati čovjeku što će biti poslije njega pod suncem?