Psalms 142

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

incident in rete eius impii simul ego autem transibo

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

eruditio David cum esset in spelunca oratio voce mea ad Dominum clamavi voce mea ad Dominum deprecatus sum

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

effundam in conspectu eius eloquium meum tribulationem meam coram illo adnuntiabo

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

cum anxius in me fuerit spiritus meus tu enim nosti semitam meam in via hac qua ambulabo absconderunt laqueum mihi

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

respice ad dexteram et vide quia non sit qui cognoscat me periit fuga a me non est qui quaerat animam meam

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

clamavi ad te Domine dixi tu spes mea pars mea in terra viventium

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

ausculta deprecationem meam quoniam infirmatus sum nimis libera me a persecutoribus quoniam confortati sunt super me