Psalms 137

super flumina Babylonis ibi sedimus et flevimus cum recordaremur Sion

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

super salices in medio eius suspendimus citharas nostras

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

quoniam ibi interrogaverunt nos qui captivos duxerunt nos verba carminis et qui adfligebant nos laeti canite nobis de canticis Sion

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

quomodo cantabimus canticum Domini in terra aliena

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

si oblitus fuero tui Hierusalem in oblivione sit dextera mea

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

adhereat lingua mea gutturi meo si non recordatus fuero tui si non praeposuero Hierusalem in principio laetitiae meae

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

memento Domine filiorum Edom in diem Hierusalem dicentium evacuate evacuate usque ad fundamentum eius

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

filia Babylon vastata beatus qui retribuet tibi vicissitudinem tuam quam retribuisti nobis

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

beatus qui tenebit et adlidet parvulos tuos ad petram

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!