Psalms 137

By the rivers of Babylon, there we sat down, yea, we wept, when we remembered Zion.
Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
We hanged our harps upon the willows in the midst thereof.
Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
For there they that carried us away captive required of us a song; and they that wasted us required of us mirth, saying, Sing us one of the songs of Zion.
Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
How shall we sing the LORD'S song in a strange land?
Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
If I forget thee, O Jerusalem, let my right hand forget her cunning.
Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
If I do not remember thee, let my tongue cleave to the roof of my mouth; if I prefer not Jerusalem above my chief joy.
Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
Remember, O LORD, the children of Edom in the day of Jerusalem; who said, Rase it, rase it, even to the foundation thereof.
HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
O daughter of Babylon, who art to be destroyed; happy shall he be, that rewardeth thee as thou hast served us.
Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
Happy shall he be, that taketh and dasheth thy little ones against the stones.
Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!