Psalms 137

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

super flumina Babylonis ibi sedimus et flevimus cum recordaremur Sion

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

super salices in medio eius suspendimus citharas nostras

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

quoniam ibi interrogaverunt nos qui captivos duxerunt nos verba carminis et qui adfligebant nos laeti canite nobis de canticis Sion

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

quomodo cantabimus canticum Domini in terra aliena

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

si oblitus fuero tui Hierusalem in oblivione sit dextera mea

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

adhereat lingua mea gutturi meo si non recordatus fuero tui si non praeposuero Hierusalem in principio laetitiae meae

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

memento Domine filiorum Edom in diem Hierusalem dicentium evacuate evacuate usque ad fundamentum eius

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

filia Babylon vastata beatus qui retribuet tibi vicissitudinem tuam quam retribuisti nobis

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

beatus qui tenebit et adlidet parvulos tuos ad petram