Psalms 137

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
By the rivers of Babylon, there we sat down, yea, we wept, when we remembered Zion.
Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
We hanged our harps upon the willows in the midst thereof.
Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"
For there they that carried us away captive required of us a song; and they that wasted us required of us mirth, saying, Sing us one of the songs of Zion.
Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
How shall we sing the LORD'S song in a strange land?
Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
If I forget thee, O Jerusalem, let my right hand forget her cunning.
Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
If I do not remember thee, let my tongue cleave to the roof of my mouth; if I prefer not Jerusalem above my chief joy.
HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
Remember, O LORD, the children of Edom in the day of Jerusalem; who said, Rase it, rase it, even to the foundation thereof.
Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
O daughter of Babylon, who art to be destroyed; happy shall he be, that rewardeth thee as thou hast served us.
Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Happy shall he be, that taketh and dasheth thy little ones against the stones.