Psalms 137

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

Na obali rijeka babilonskih sjeđasmo i plakasmo spominjući se Siona;

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

o vrbe naokolo harfe svoje bijasmo povješali.

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

I tada naši tamničari zaiskaše od nas da pjevamo, porobljivači naši zaiskaše da se veselimo: "Pjevajte nam pjesmu sionsku!"

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

Kako da pjesmu Jahvinu pjevamo u zemlji tuđinskoj!

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Nek' se osuši desnica moja, Jeruzaleme, ako tebe zaboravim!

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Nek' mi se jezik za nepce prilijepi ako spomen tvoj smetnem ja ikada, ako ne stavim Jeruzalem vrh svake radosti svoje!

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

Ne zaboravi, Jahve, sinovima Edoma kako su u dan kobni Jeruzalemov vikali oni: "Rušite! Srušite ga do temelja!"

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Kćeri babilonska, pustošiteljice, blažen koji ti vrati milo za drago za sva zla što si nam ih nanijela!

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

Blažen koji zgrabi i smrska o stijenu tvoju dojenčad!