Psalms 12

(Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

Zborovođi. U oktavi. Psalam. Davidov.

de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

U pomoć, Jahve, jer nestaje pobožnih, vjernosti nema više među ljudima!

Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

Svatko laže svome bližnjemu, govori usnama lažljivim i srcem dvoličnim.

dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

Istrijebi, Jahve, sve usne lažljive i jezik hvastavi;

"For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."

one što zbore: "Jezik je naša snaga, naše su usne za nas: tko nam što može?"

HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

"Zbog nevolje tlačenih i jauka ubogih sada ću ustati - govori Jahve - spasenje donijet' onom tko ga želi."

HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

Riječi su Jahvine riječi iskrene, srebro prokušano, od zemlje odvojeno, sedam puta očišćeno.

De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

O Jahve, ti ćeš bdjeti nad nama, od naraštaja ovog čuvat' nas svagda, [ (Psalms 12:9) pa nek' se okolo vrzu zlotvori, nek' se izdižu ljudi najgori. ]