Psalms 137

Na obali rijeka babilonskih sjeđasmo i plakasmo spominjući se Siona;

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

o vrbe naokolo harfe svoje bijasmo povješali.

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

I tada naši tamničari zaiskaše od nas da pjevamo, porobljivači naši zaiskaše da se veselimo: "Pjevajte nam pjesmu sionsku!"

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

Kako da pjesmu Jahvinu pjevamo u zemlji tuđinskoj!

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

Nek' se osuši desnica moja, Jeruzaleme, ako tebe zaboravim!

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Nek' mi se jezik za nepce prilijepi ako spomen tvoj smetnem ja ikada, ako ne stavim Jeruzalem vrh svake radosti svoje!

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Ne zaboravi, Jahve, sinovima Edoma kako su u dan kobni Jeruzalemov vikali oni: "Rušite! Srušite ga do temelja!"

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

Kćeri babilonska, pustošiteljice, blažen koji ti vrati milo za drago za sva zla što si nam ih nanijela!

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Blažen koji zgrabi i smrska o stijenu tvoju dojenčad!

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!