Psalms 2

Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt er?
Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede:
"Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!"
Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.
Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:
"Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!"
Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag!
Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje;
med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!"
Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere,
tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven!
Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham!