Job 7

CIERTAMENTE tiempo limitado tiene el hombre sobre la tierra, Y sus días son como los días del jornalero.

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

Como el siervo anhela la sombra, Y como el jornalero espera el reposo de su trabajo:

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

Así poseo yo meses de vanidad, Y noches de trabajo me dieron por cuenta.

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

Cuando estoy acostado, digo: ¿Cuándo me levantaré? Y mide mi corazón la noche, Y estoy harto de devaneos hasta el alba.

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Mi carne está vestida de gusanos, y de costras de polvo; Mi piel hendida y abominable.

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

Y mis días fueron más ligeros que la lanzadera del tejedor, Y fenecieron sin esperanza.

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

Acuérdate que mi vida es viento, Y que mis ojos no volverán á ver el bien.

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

Los ojos de los que me ven, no me verán más: Tus ojos sobre mí, y dejaré de ser.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

La nube se consume, y se va: Así el que desciende al sepulcro no subirá;

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

No tornará más á su casa, Ni su lugar le conocerá más.

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Por tanto yo no reprimiré mi boca; Hablaré en la angustia de mi espíritu, Y quejaréme con la amargura de mi alma.

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

¿Soy yo la mar, ó ballena, Que me pongas guarda?

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

Cuando digo: Mi cama me consolará, Mi cama atenuará mis quejas;

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

Entonces me quebrantarás con sueños, Y me turbarás con visiones.

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

Y así mi alma tuvo por mejor el ahogamiento, Y quiso la muerte más que mis huesos.

så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

Aburríme: no he de vivir yo para siempre; Déjame, pues que mis días son vanidad.

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

¿Qué es el hombre, para que lo engrandezcas, Y que pongas sobre él tu corazón,

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

Y lo visites todas las mañanas, Y todos los momentos lo pruebes?

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

¿Hasta cuándo no me dejarás, Ni me soltarás hasta que trague mi saliva?

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Pequé, ¿qué te haré, oh Guarda de los hombres? ¿Por qué me has puesto contrario á ti, Y que á mí mismo sea pesado?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

¿Y por qué no quitas mi rebelión, y perdonas mi iniquidad? Porque ahora dormiré en el polvo, Y si me buscares de mañana, ya no seré.

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!