Job 30

MAS ahora los más mozos de días que yo, se ríen de mí; Cuyos padres yo desdeñara ponerlos con los perros de mi ganado.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Porque ¿para qué yo habría menester la fuerza de sus manos, En los cuales había perecido con el tiempo?
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
Por causa de la pobreza y del hambre andaban solos; Huían á la soledad, á lugar tenebroso, asolado y desierto.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Que cogían malvas entre los arbustos, Y raíces de enebro para calentarse.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Eran echados de entre las gentes, Y todos les daban grita como al ladrón.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
Habitaban en las barrancas de los arroyos, En las cavernas de la tierra, y en las rocas.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Bramaban entre las matas, Y se reunían debajo de las espinas.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
Hijos de viles, y hombres sin nombre, Más bajos que la misma tierra.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Y ahora yo soy su canción, Y he sido hecho su refrán.
Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Abomínanme, aléjanse de mí, Y aun de mi rostro no detuvieron su saliva.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Porque Dios desató mi cuerda, y me afligió, Por eso se desenfrenaron delante de mi rostro.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Á la mano derecha se levantaron los jóvenes; Empujaron mis pies, Y sentaron contra mí las vías de su ruina.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Mi senda desbarataron, Aprovecháronse de mi quebrantamiento, Contra los cuales no hubo ayudador.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Vinieron como por portillo ancho, Revolviéronse á mi calamidad.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Hanse revuelto turbaciones sobre mí; Combatieron como viento mi alma, Y mi salud pasó como nube
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Y ahora mi alma está derramada en mí; Días de aflicción me han aprehendido.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
De noche taladra sobre mí mis huesos, Y mis pulsos no reposan.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Con la grande copia de materia mi vestidura está demudada; Cíñeme como el cuello de mi túnica.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Derribóme en el lodo, Y soy semejante al polvo y á la ceniza.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Clamo á ti, y no me oyes; Preséntome, y no me atiendes.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
Haste tornado cruel para mí: Con la fortaleza de tu mano me amenazas.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Levantásteme, é hicísteme cabalgar sobre el viento, Y disolviste mi sustancia.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Porque yo conozco que me reduces á la muerte; Y á la casa determinada á todo viviente.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Mas él no extenderá la mano contra el sepulcro; ¿Clamarán los sepultados cuando él los quebrantare?
Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
¿No lloré yo al afligido? Y mi alma ¿no se entristeció sobre el menesteroso?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Cuando esperaba yo el bien, entonces vino el mal; Y cuando esperaba luz, la oscuridad vino.
Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
Mis entrañas hierven, y no reposan; Días de aflicción me han sobrecogido.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Denegrido ando, y no por el sol: Levantádome he en la congregación, y clamado.
trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
He venido á ser hermano de los dragones, Y compañero de los búhos.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Mi piel está denegrida sobre mí, Y mis huesos se secaron con ardentía.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Y hase tornado mi arpa en luto, Y mi órgano en voz de lamentadores.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!