Job 29

Y VOLVIÓ Job á tomar su propósito, y dijo:
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
¡Quién me tornase como en los meses pasados, Como en los días que Dios me guardaba,
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
Cuando hacía resplandecer su candela sobre mi cabeza, Á la luz de la cual yo caminaba en la oscuridad;
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
Como fué en los días de mi mocedad, Cuando el secreto de Dios estaba en mi tienda;
som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
Cuando aún el Omnipotente estaba conmigo, Y mis hijos alrededor de mi;
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
Cuando lavaba yo mis caminos con manteca, Y la piedra me derramaba ríos de aceite!
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
Cuando salía á la puerta á juicio, Y en la plaza hacía preparar mi asiento,
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
Los mozos me veían, y se escondían; Y los viejos se levantaban, y estaban en pie;
Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
Los príncipes detenían sus palabras, Ponían la mano sobre su boca;
Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
La voz de los principales se ocultaba, Y su lengua se pegaba á su paladar:
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
Cuando los oídos que me oían, me llamaban bienaventurado, Y los ojos que me veían, me daban testimonio:
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
Porque libraba al pobre que gritaba, Y al huérfano que carecía de ayudador.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
La bendición del que se iba á perder venía sobre mí; Y al corazón de la viuda daba alegría.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
Vestíame de justicia, y ella me vestía como un manto; Y mi toca era juicio.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
Yo era ojos al ciego, Y pies al cojo.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
Á los menesterosos era padre; Y de la causa que no entendía, me informaba con diligencia:
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
Y quebraba los colmillos del inicuo, Y de sus dientes hacía soltar la presa.
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
Y decía yo: En mi nido moriré, Y como arena multiplicaré días.
Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
Mi raíz estaba abierta junto á las aguas, Y en mis ramas permanecía el rocío.
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
Mi honra se renovaba en mí, Y mi arco se corroboraba en mi mano.
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
Oíanme, y esperaban; Y callaban á mi consejo.
Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
Tras mi palabra no replicaban, Y mi razón destilaba sobre ellos.
ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
Y esperábanme como á la lluvia, Y abrían su boca como á la lluvia tardía.
de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
Si me reía con ellos, no lo creían: Y no abatían la luz de mi rostro.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
Calificaba yo el camino de ellos, y sentábame en cabecera; Y moraba como rey en el ejército, Como el que consuela llorosos.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.