Job 14

EL HOMBRE nacido de mujer, Corto de días, y harto de sinsabores:
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
Que sale como una flor y es cortado; Y huye como la sombra, y no permanece.
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
¿Y sobre éste abres tus ojos, Y me traes á juicio contigo?
Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
¿Quién hará limpio de inmundo? Nadie.
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Ciertamente sus días están determinados, y el número de sus meses está cerca de ti: Tú le pusiste términos, de los cuales no pasará.
Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Si tú lo dejares, él dejará de ser: Entre tanto deseará, como el jornalero, su día.
tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Porque si el árbol fuere cortado, aún queda de él esperanza; retoñecerá aún, Y sus renuevos no faltarán.
Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
Si se envejeciere en la tierra su raíz, Y su tronco fuere muerto en el polvo,
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Al percibir el agua reverdecerá, Y hará copa como planta.
lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
Mas el hombre morirá, y será cortado; Y perecerá el hombre, ¿y dónde estará él?
men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
Las aguas de la mar se fueron, Y agotóse el río, secóse.
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Así el hombre yace, y no se tornará á levantar: Hasta que no haya cielo no despertarán, Ni se levantarán de su sueño.
så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
¡Oh quién me diera que me escondieses en el sepulcro, Que me encubrieras hasta apaciguarse tu ira, Que me pusieses plazo, y de mí te acordaras!
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
Si el hombre muriere, ¿volverá á vivir? Todos los días de mi edad esperaré, Hasta que venga mi mutación.
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Aficionado á la obra de tus manos, Llamarás, y yo te responderé.
du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
Pues ahora me cuentas los pasos, Y no das tregua á mi pecado.
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Tienes sellada en saco mi prevaricación, Y coacervas mi iniquidad.
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Y ciertamente el monte que cae se deshace, Y las peñas son traspasadas de su lugar;
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
Las piedras son desgastadas con el agua impetuosa, Que se lleva el polvo de la tierra: de tal manera haces tú perecer la esperanza del hombre.
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
Para siempre serás más fuerte que él, y él se va; Demudarás su rostro, y enviaráslo.
For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Sus hijos serán honrados, y él no lo sabrá; Ó serán humillados, y no entenderá de ellos.
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Mas su carne sobre él se dolerá, Y entristecerse ha en él su alma.
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.