Job 30

Mas agora zombam de mim os de menos idade do que eu, cujos pais teria eu desdenhado de pôr com os cães do meu rebanho.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Pois de que me serviria a força das suas mãos, homens nos quais já pereceu o vigor?
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
De míngua e fome emagrecem; andam roendo pelo deserto, lugar de ruínas e desolação.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
Apanham malvas junto aos arbustos, e o seu mantimento são as raízes dos zimbros.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
São expulsos do meio dos homens, que gritam atrás deles, como atrás de um ladrão.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
Têm que habitar nos desfiladeiros sombrios, nas cavernas da terra e dos penhascos.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
Bramam entre os arbustos, ajuntam-se debaixo das urtigas.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
São filhos de insensatos, filhos de gente sem nome; da terra foram enxotados.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Mas agora vim a ser a sua canção, e lhes sirvo de provérbio.
Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
Eles me abominam, afastam-se de mim, e no meu rosto não se privam de cuspir.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Porquanto Deus desatou a minha corda e me humilhou, eles sacudiram de si o freio perante o meu rosto.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
ë direita levanta-se gente vil; empurram os meus pés, e contra mim erigem os seus caminhos de destruição.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
Estragam a minha vereda, promovem a minha calamidade; não há quem os detenha.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
Vêm como por uma grande brecha, por entre as ruínas se precipitam.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Sobrevieram-me pavores; é perseguida a minha honra como pelo vento; e como nuvem passou a minha felicidade.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
E agora dentro de mim se derrama a minha alma; os dias da aflição se apoderaram de mim.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
De noite me são traspassados os ossos, e o mal que me corrói não descansa.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Pela violência do mal está desfigurada a minha veste; como a gola da minha túnica, me aperta.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Ele me lançou na lama, e fiquei semelhante ao pó e à cinza.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Clamo a ti, e não me respondes; ponho-me em pé, e não atentas para mim.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
Tornas-te cruel para comigo; com a força da tua mão me persegues.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
Levantas-me sobre o vento, fazes-me cavalgar sobre ele, e dissolves-me na tempestade.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
Pois eu sei que me levarás à morte, e à casa do ajuntamento destinada a todos os viventes.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Contudo não estende a mão quem está a cair? Ou não clama por socorro na sua calamidade?
Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
Não chorava eu sobre aquele que estava aflito? Ou não se angustiava a minha alma pelo necessitado?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Todavia aguardando eu o bem, eis que me veio o mal, e esperando eu a luz, veio a escuridão.
Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
As minhas entranhas fervem e não descansam; os dias da aflição me surpreenderam.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
Denegrido ando, mas não do sol; levanto-me na congregação, e clamo por socorro.
trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
Tornei-me irmão dos chacais, e companheiro dos avestruzes.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
A minha pele enegrece e se me cai, e os meus ossos estão queimados do calor.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
Pelo que se tornou em pranto a minha harpa, e a minha flauta em voz dos que choram.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!