Hebrews 6

La oss derfor gå forbi barnelærdommen om Kristus og skride frem mot det fullkomne, så vi ikke atter legger grunnvollen med omvendelse fra døde gjerninger og tro på Gud,
Тому полишімо початки науки Христа, та й звернімося до досконалости, і не кладімо знову засади покаяння від мертвих учинків та про віру в Бога,
med lære om dåp og håndspåleggelse, om dødes opstandelse og evig dom
науки про хрищення, про покладання рук, про воскресіння мертвих та вічний суд.
Og dette vil vi gjøre, om Gud gir lov til det.
Зробимо й це, коли Бог дозволить.
For det er umulig at de som engang er blitt oplyst og har smakt den himmelske gave og fått del i den Hellige Ånd
Не можна бо тих, що раз просвітились були, і скуштували небесного дару, і стали причасниками Духа Святого,
og har smakt Guds gode ord og den kommende verdens krefter, og så faller fra, atter kan fornyes til omvendelse,
і скуштували доброго Божого Слова та сили майбутнього віку,
da de på ny korsfester Guds Sønn for sig og gjør ham til spott.
та й відпали, знов відновляти покаянням, коли вдруге вони розпинають у собі Сина Божого та зневажають.
For den jord som drikker regnet som ofte faller på den, og som bærer gagnlig grøde for dem den dyrkes for, den får velsignelse fra Gud;
Бо земля, що п'є дощ, який падає часто на неї, і родить рослини, добрі для тих, хто їх і вирощує, вона благословення від Бога приймає.
men bærer den torner og tistler, da er den uduelig og forbannelse nær, og enden med den er å brennes.
Але та, що приносить терня й будяччя, непотрібна вона та близька до прокляття, а кінець її спалення.
Men om eder, I elskede, er vi visse på det som bedre er, og som hører til frelse, enda vi taler således.
Та ми сподіваємось, любі, кращого про вас, що спасіння тримаєтеся, хоч говоримо й так.
For Gud er ikke urettferdig, så han skulde glemme eders verk og den kjærlighet I har vist mot hans navn, idet I har tjent og ennu tjener de hellige.
Та не є Бог несправедливий, щоб забути діло ваше та працю любови, яку показали в Ім'я Його ви, що святим послужили та служите.
Men vi ønsker at enhver av eder må vise den samme iver for den fulle visshet i håpet inntil enden,
Ми ж бажаємо, щоб кожен із вас виявляв таку саму завзятість на певність надії аж до кінця,
forat I ikke skal bli trege, men efterfølge dem som ved tro og tålmod arver løftene.
щоб ви не розлінились, але переймали від тих, хто обітниці вспадковує вірою та терпеливістю.
For da Gud gav Abraham løftet, svor han ved sig selv, eftersom han ingen større hadde å sverge ved, og sa:
Бо Бог, обітницю давши Авраамові, як не міг ніким вищим поклястися, поклявся Сам Собою,
Sannelig, jeg vil rikelig velsigne dig og storlig mangfoldiggjøre dig;
говорячи: Поблагословити Я конче тебе поблагословлю, та розмножити розмножу тебе!
og da han således hadde ventet tålmodig, opnådde han det som var lovt.
І, терплячи довго отак, Авраам одержав обітницю.
For mennesker sverger jo ved den større, og eden er dem en ende på all motsigelse, til stadfestelse.
Бо люди клянуться вищим, і клятва на ствердження кінчає всяку їхню суперечку.
Derfor, da Gud vilde enn mere vise løftets arvinger hvor uryggelig hans vilje var, gikk han imellem med en ed,
Тому й Бог, хотівши переважно показати спадкоємцям обітниці незмінність волі Своєї, учинив те при помочі клятви,
forat vi ved to uryggelige ting, hvori Gud umulig kunde lyve, skulde ha en sterk trøst, vi som har tatt vår tilflukt til å gripe det håp som venter oss,
щоб у двох тих незмінних речах, що в них не можна сказати неправди Богові, мали потіху міцну ми, хто прибіг прийняти надію, що лежить перед нами,
det vi har som et anker for sjelen, et som er trygt og fast og når innenfor forhenget,
що вони для душі як котвиця, міцна та безпечна, що аж до середини входить за заслону,
hvor Jesus gikk inn som forløper for oss, idet han blev yppersteprest til evig tid efter Melkisedeks vis.
куди, як предтеча, за нас увійшов був Ісус, ставши навіки Первосвящеником за чином Мелхиседековим.