Job 16

Da tok Job til orde og sa:

Jòb pran lapawòl ankò, li di konsa:

Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.

-Mwen bouke tande pawòl sa yo! Pase nou konsole moun, se plis lapenn n'ap ba yo.

Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?

Kilè n'a sispann tout pale anpil sa a? Sa k'ap pouse nou konsa? Nou toujou pare pou reponn moun!

Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;

Si m' te nan plas nou, epi nou menm nan plas mwen, m' ta ka pale jan nou pale a tou, m' ta pase nou nan yon wonn tenten, m' ta vide bèl diskou sou nou.

jeg kunde styrke eder med min munn, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.

M' ta remoute kouraj nou ak konsèy, m' ta pale ak nou jouk nou ta soulaje.

Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?

Men, lè mwen pale, doulè a la pi rèd pou mwen. Lè mwen pa pale, se pa sa k'ap fè l' ban m' yon ti louga.

Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.

Koulye a, Bondye, se fini ou fini avè m'. Ou kite yo touye tout fanmi m'.

Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.

Ou mete men sou mwen, ou pa vle wè m' ankò. Mwen tounen zo ak po. Yo di se paske mwen antò ki fè sa rive m'.

Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.

Nan kòlè li, Bondye ap dechire m' moso pa moso. L'ap devore m' anba dan l'. L'ap louvri je l' sou mwen, li pa vle wè m'!

De spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig.

Moun prèt pou manje m'. Yo kouri sou mwen, y'ap joure m', y'ap touye m' anba souflèt.

Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.

Bondye lage m' nan men mechan yo. Li jete m' anba grif san manman yo.

Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.

Mwen t'ap viv tou dousman, li bouskile m'. Li pran m' dèyè nwa kou, li kraze m', li fè m' tounen jwèt li.

Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.

L'ap voye flèch li sou mwen kote m' vire. Li pèse tout kò m', li san pitye pou mwen, li mete san m' deyò.

Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.

Kote m' vire li blese m', li vare sou mwen tankou yon sòlda nan lagè.

Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet;

Mwen fè rad sak mete sou mwen, mwen woule kò m' nan pousyè tèlman mwen te nan lapenn.

mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.

Je m' vin wouj afòs mwen kriye. Tout anba je m' gonfle vin tou nwa.

Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.

Men, mwen konnen mwen pa fè ankenn moun mechanste. Mwen lapriyè Bondye ak tout kè m'.

Å jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser!

Ou menm latè, pa kache mizè mwen. Pa kite yo fèmen bouch mwen lè m'ap rele nan pye Bondye!

Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.

Paske mwen konnen gen yon moun nan syèl la k'ap kanpe pou mwen, gen yon moun anwo a k'ap pran defans mwen.

Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,

Zanmi m' yo ap pase m' nan betiz, men, m'ap kriye nan pye Bondye.

at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;

Mwen bezwen moun pou plede kòz mwen ak Bondye a, menm jan yon moun plede kòz zanmi l'.

for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.

M' pa lontan mouri. Mwen pral pran chemen kote moun pa janm tounen an.